Pighvar Udsætning 23

Nu har jeres virksomhed muligheden for være med i et spændende projekt omkring udsætning af pighvar og potentielt andre fladfisk i områder, hvor havnaturen har brug for en ekstra hånd.

I samarbejde med ODFF - Østdanmarks Fladfiskeforening og Den Blå Planet har vi startet et udsætningsprojekt op med 10.000 små pighvar klar til udsætning allerede i efteråret 2023.

Og den gode nyhed er, at I også kan nå at være med!

Fotograf: Mikkel Kehler Villadsen

“Udsætning af pighvar kan påvirke bestanden af den invasive art sortmundet kutling. Dermed er disse udsætninger en del af løsningen til at de naturlige fiskebestande kan dominere de lave sten- og muslingerev igen og forhåbentlig genetablere en økologisk balance i påvirkede områder. Det er til gavn for os – brugerne af det hav der omgiver os, men så sandelig også til gavn for havet, som længe har haft brug for en håndsrækning“

- Mikkel Kehler Villadsen – Marinbiolog

Projektet er godkendt af DTU Aqua og man kan støtte ved at donere 12,50 kr. pr. pighvar man køber – ved at være med i Pighvar Udsætning 23. Altså 1 fisk sat ud i havet, for hver fisk man køber.

Sælger man ikke pighvar på sin restaurant eller spisested, kan man stadigvæk være med til at støtte ved at overføre et beløb fra 1000,- kr. og op til 10.000,- kr.

Ynglen til Pighvar Udsætning 23 er indsamlet af fisk fra Øresund og processen er beskrevet her: https://odff.dk/fisk-og-udsaetninger/.

Er man med i Pighvar Udsætning 23, har man også muligheden for at komme med på et af de besøg, vi arrangerer til Den Blå Planet og besøge de små pighvarrer. Når vi til sensommer vil udsætte det første kuld små pighvarrer i Øresund, vil vi også afholde en lille fest, for at ønske de små pighvarrer lykke til på rejsen.

Målet er at lave udsætninger i flere dele af landet og at udsætte flere forskellige arter, der naturligt hører til i de berørte områder, i særdeleshed i de områder, hvor vi arbejder tæt sammen med kystfiskerne. På den måde får vi også engageret kystfiskerne i projektet, det er dem der skal fange moderfiskene. Vi har alle et fælles ansvar for at hjælpe havnaturen i de områder, hvor vi høster vores fisk.

Er du interesseret i at være med i projektet, så kontakt os og hør, hvordan du kan være med til at bidrage.