Page 3

MichelinFiskeren

Søndag 8. september 2013 SPIS&BO POLITIKEN 9 »Kim sad inde i det der skur, der måske var på 7 kvadratmeter med en vægt, der stod på en mælkekasse, og klarede det hele. Al kommunikation foregik via fax. Regninger blev håndskrevet på gennemslagspapir. Alt var opbevaret i tømte fiskedåser, og hele vinduet var klistret til med papirslapper. Han var jo gammel fisker – på en båd er det nemmere «. Kim Christensen selv fortæller, hvordan der blev flået fisk i Hiluxen tidligt om morgenen, hvorefter der blev leveret til kunderne, og de skyndte sig hjem, vaskede bilen ned og »lavede den om til butik«. Der gik også lidt tid, før thyborønboen helt havde sporet sig ind på de nordsjællandske kunder. Ud over generelle kommunikationsvanskeligheder på grund af Kims tunge dialekt skulle han f.eks. lige ramme det rette prisleje. Han husker, hvordan han ret tidligt i forløbet smed et par kasser rødspætter bag i bilen. Men selv om de var helt fine, solgte de overhovedet ikke. Det var først et godt stykke op ad dagen, at en kunde spurgte, hvad der var galt med dem, siden de var så utrolig billige. »Så satte vi en 10’er på, og så gik de som varmt brød«, skraldgriner den store mand og tager et drag af en cigaret, der med en gammel vane bliver holdt i læ fra vestenvinden inde i hans store lab. Kim Christensen vænnede sig i det hele taget hurtigt til livet i Nordsjælland. Forskellene var primært fysiske. »Mit første indtryk var, at her var møj pænt og ingen vestenvind. Og tusind gange flere lystbåde end fiskebåde«, konstaterer han tørt. Det eneste, han i dag savner ved livet som fisker i Thyborøn, er e’ hav. Der har i hvert fald aldrig været nogen sure miner over, at hans venlige lån ikke blev betalt tilbage i form af penge, men et skur med kajsalgstilladelse. I virkeligheden var det ret god timing. Den hårdtarbejdende fiskeskipper var nemlig godt i gang med netop at bruge sin store krop op. Han havde for år tilbage fået et par diskusprolapser, han var væltet med sin båd en enkelt gang, og i 1999 var hans skib brændt fuldstændigt ud. Da hans ryg så endnu en gang fik et voldsomt slag under noget arbejde på kajen, var han faktisk nødt til helt at droppe havet i 2001. I 2005 overtog Kim Christensen helt butikken på Rungsted Havn efter et uheldigt forløb med en kammerat, der kom til at drikke overskuddet op, og så gik der ikke længe, før han begyndte at drømme om en udvidelse fra skur til egentlig butik. Hans søster og svoger, der hjalp til, var med på planerne – indtil de fandt ud af, at det betød for meget tid væk Thyborøn, og sprang fra. Så var han pludselig nødt til at klare det hele selv, også levering, og det kunne førnævnte Jesper Redecker Hansen konstatere ved selvsyn, da Kim en dag kom med varer til kroen. Helt uden bagtanker stillede han spørgsmålet: »Så mangler du vel en ny makker til dit udvidelsesprojekt dernede?«. Og lige så meget uden at have tænkt over det svarede fiskeren: »Ja, det kunne da være, det var no’ed for dig?«. Succesen Et par dage efter sejlede fiskeren og kokken over til øen Hven, hvor de drak to øl, mens førstnævnte fortalte om sine planer. Og så sagde kokken ja – på én betingelse: at han kunne få sin gamle ven Simon Prause, der også var kok med fortid på bl.a. Paustian, med. Og så var det en aftale. »Det er typisk Kim. Han stoler – også nogle gange for meget«, konstaterer Jesper Redecker Hansen i dag. I 2008 kom så tilladelsen til at udskifte det rodede skur – som Kim dog med kokkenes hjælp havde fået lidt mere styr på – med en reel butik med tilhørende køkken samt et teknikhus med røgeri og isværk. I august samme år stod første bygning klar. Og så tog historien fart. Eller som Kim Christeni land i Rungsted Mit første indtryk var, at her var møj pænt og ingen vestenvind. Og tusind gange flere lystbåde end fiskebåde Kim Christensen


MichelinFiskeren
To see the actual publication please follow the link above